Velkommen til Langdalgaard!
Tanken med LANGDALGAARD er at yde et lille bidrag til det gode liv ved at dyrke nærværet, kreativiteten og bordets glæder i respekt for natur og traditioner.
Ud over restauranten, der er indrettet i den gamle hestestald, byder gården således på hyggelandbrug, og i de øvrige staldbygninger er der indrettet et væveatelier samt et galleri.
Lidt historie
I foråret 2017 var vi – Elise og Svenne – så heldige, at vi fik mulighed for at overtage Langdalgaard . Som inkarnerede jyder havde vi aldrig forestillet os, at vi nogensinde skulle slå os ned øst for Lillebælt, men ønsket om at komme tættere på vores børn og børnebørn gjorde, at vi blev åbne for ideen. Vi havde en gammel drøm om en lille bondegård samt at leve på en småø, så da vi fandt og forelskede os i stedet her, gik alt sammen op i en højere enhed. Og vi har ikke et eneste sekund fortrudt, at vi flyttede til Orø!
Restauranten
Oprindeligt havde vi tænkt os udelukkende at benytte lokalet, hvor der tidligere havde været pizzeria, til store familiefester, men da vi opdagede, at der på øen var en vis forventning om, at cafeen skulle genopstå i en eller anden form, besluttede vi os for at prøve at holde åbent.
I første omgang bestod menuen af franske crêpes, som Elise fra tidligere havde stor erfaring med at lave. Dernæst, efter i en periode at have eksperimenteret og lavet egne opskrifter, begyndte vi at bage pizza fredag aften. Og således blev restauranten til, hvad den er i dag: Et crêperie, hvor der serveres pizza om fredagen.
Allerede den første sommer afholdt vi for første gang Mad & Musik, som blev efterfulgt af andre arrangementer så som vinsmagning og madværksteder med temaet ”alverdens mad”. Vi vil naturligvis forsætte med lejlighedsvist at afholde sådanne arrangementer i fremtiden. Senest er vi begyndt på selv at importere vin, og som noget nyt vil der være mulighed for at købe vin til at tage med hjem – efter aftale også uden for restaurantens åbningstider.
Hyggelandbruget
Svenne – ”Da jeg er opvokset på en gård, kender jeg til glæden ved at se planter spire og gro, og jeg elsker senere at høste friske grøntsager og frugt til brug i køkkenet. Det er også naturligt for mig at omgås husdyr, som efter min mening er nødvendige for at skabe autentisk liv og atmosfære på en gård.
Vi tilstræber at være mest muligt selvforsynende, og for os er det helt naturligt at benytte den økologiske dyrkningsmetode. Bag ved hønsehuset har vi derfor en grøntsagsmark, hvor jeg dyrker kartofler, løg, gulerødder, rødbeder, kål, porrer, jordskokker osv. Langs indkørslen er der desuden en lille jordbærmark, som giver meget velsmagende bær. Alt sammen ikke blot til eget brug og til glæde for familien, men der er rigelige mængder, så øboere og turister også har mulighed for at købe friske lokale grøntsager.
Rundt om bygningerne er der tre sammenhængende folde, hvor vores fire moderfår og deres lam græsser. Det er et smukt syn, som jeg fryder mig over hver eneste dag. Af ulden bliver der i samarbejde med Næsgården lavet garn, som sælges under navnet Orø Garn. I hønsehuset og tilhørende indhegning har vi omkring tyve høns, som dagligt bliver forkælet med grønt hønseguf. Til gengæld er de meget flittige til at lægge dejlige æg, som interesserede købere kan købe ved at banke på hoveddøren eller finde os…
Til et rigtigt hyggelandbrug hører naturligvis også en rød traktor. Så det har jeg naturligvis også, nemlig en trecylindret Massey Ferguson 35 diesel. Den er ganske enkelt uundværlig i forbindelse med markarbejdet, men for mig er denne veterantraktor også ren nostalgi, da det netop var denne model, jeg kørte med som dreng. Så når jeg i dag kører rundt på min lille røde traktor, føler jeg at ringen sluttet, og jeg er nærmest lykkelig!”
Væveatelieret
Elise – ”I mit efterhånden lange arbejdsliv, har jeg haft nogle meget forskellige og spændende jobs. Jeg har blandt andet været efterskolelærer, arbejdet i en brudekjolebutik, på et asylcenter, på regionale tv-stationer og kørt skolebus, men først og fremmest er jeg væver og vævelærer.
I 1982 satte jeg mig for første gang bag en stor væv, og jeg har været fascineret af vævning lige siden. Det har længe været min drøm at få nogle egnede lokaler, hvor jeg kunne dele min passion med andre. Derfor blev staldbygningen ved siden af restauranten i vinterhalvåret 2020/2021 ombygget og indrettet til et flot væveatelier.
Der er i tiden en stigende interesse for vævning, og mange i min omgangskreds har udtrykt ønske om hjælp til at dygtiggøre sig i det ædle gamle håndværk. Planen er således, at jeg om vinteren vil tilbyde undervisning i vævning, både individuelt og som holdundervisning. – Alle kan lære at væve og opleve glæden ved at skabe med sine hænder. Det er ren terapi at arbejde med væven, når man sidder som en del af sit eget redskab, og pindene klirrer og klikker. For nylig (2024) talte jeg begejstret til godt 50 navne, som har vævet i mit skønne væveatelier.
Det vil desuden være oplagt løbende at benytte lokalerne til kurser i andre former for kunsthåndværk. Det kunne eksempelvis være et sandalværksted, bogbinding, fremstilling af æsker, som jeg selv tidligere har undervist i, eller andre kreative teknikker under kyndig vejledning af en gæstelærer.
Maya-indianerne siger, at man væver på livets trend: En tråd på retsiden og en tråd på vrangsiden, dag og nat, lys og mørke. Og i den helt primitive væv er man bogstavelig talt selv en del af væven med trådene bundet til kroppen. Jeg glæder mig til at byde alle væveinteresserede velkommen i mit nye atelier.”
Galleriet
I foråret 2020 blev der etableret et samarbejde mellem Langdalgaard og foreningen Kunst på Orø, og hen over sommeren udstillede øens kunstnere deres værker i den gamle kostald. Udstillingen var en succes, og planen er, at de smukke rå lokaler i sommerhalvåret skal fungere som galleri. Der vil således i fremtiden være mulighed for at forskellige kunstnere udstiller på Langdalgaard. Foreningen Kunst På Orø eksisterer ikke længere, men vi vedbliver at holde sommerudstillinger med lokale kunstnere.
Status og håb for fremtiden
Vi har desværre ind imellem kæmpet med sygdom, hvilket har betydet, at vi i perioder har måttet holde restauranten lukket. Det er forhåbentlig slut, og vi glæder os over kontinuerligt at kunne betjene vores gæster. Vi elsker at bo på Langdalgaard, og det er en stor tilfredsstillelse for os at dele stedet med andre.
Elise & Svenne