Arkiv

Vores drøm

Et besøg på LANGDALGAARD består af en symfoni af livsbekræftende sanseindtryk, der uvilkårligt efterlader gæsten med et smil om munden.

De rustikke lokaler, duften af italiensk inspireret pizza bagt i træfyret stenovn. At sætte tænderne i de franske crêpes og nyde de udsøgte vine eller specialøl fra det lokale bryggeri. Udsigten fra cafémiljøet på gårdspladsen til urtehaven og ejendommens dyr. At opleve samværet og den intime stemning ved de lejlighedsvise Mad&Musik-arrangementer.

Tanken med LANGDALGAARD er at yde et lille bidrag til det gode liv ved at dyrke nærværet, kreativiteten og bordets glæder i respekt for natur og traditioner.

_________________________________________________________________________________________________________________

Juli 2017

Nyslåede øboere vil bidrage til det gode liv

I samspil med naturen omkring Langdalgaard på Orø vil nytilflyttede Elise og Sven-Jørn Hougaard bidrage til det gode liv – båret af drømmen om gammeldags gårdliv og ø-tilværelse.

Hen over sommeren har stedet summet af aktivitet. I den rustikke restaurant serverer Elise pandekager til både den sultne og dem med en sød tand, mens Sven-Jørn forsøger at holde trit med efterspørgslen på friskopgravede kartofler, som parret sælger ved vejen.

For de nyslåede øboere er deres gamle drøm blevet realiseret: Kombinationen af gammeldags landmandsliv og ø-tilværelse. De er flyttet til øen fra Vejle-området, og i den forbindelse har Orø desuden sine geografiske fordele, idet de fleste af parrets børn og ikke mindst børnebørn bor på Sjælland.

”Vores drøm er, at vi med Langdalgaard kan yde et lille bidrag til det gode liv ved at dyrke nærværet, kreativiteten og bordets glæder i respekt for natur og traditioner,” sider Sven-Jørn. Og dette bidrag forsøger de løbende at arbejde videre med. Seneste tiltage er special-øl og spændende vine fra Italien, Østrig og Frankrig samt prisbelønnet vin fra Danmark, der akkompagnerer madpandekagerne i restauranten.

En passion for musik har desuden båret startskuddet til Mad & Musik-arrangementerne, som hen over sommeren afholdes en gang om måneden. Tiltaget blev skudt i gang med intimkoncert med country-musikeren CS Nielsen den 15. juli, og den 4. august venter en dobbeltkoncert med Mikael Rahbæk Andreasen (Kloster) og Jakob Brixen (Mechanical Bird, Hymns from Nineveh).

Elise og Sven-Jørn, som begge passer et fuldtidsjob ved siden af arbejdet på Langdalgaard, føler sig allerede hjemme på øen, og de har mange planer for fremtiden.

”På sigt vil jeg gerne bruge restaurantens brændefyrede stenovn og tilføje gourmetpizzaer til menuen. Jeg er i øvrigt oprindeligt uddannet i klassiske håndværk som blandt andet vævning og læderarbejde, så i løbet af vintermånederne kunne jeg også godt tænke mig at afholde kurser og på den måde dele glæden ved håndværket,” siger Elise.

Sven-Jørn, som dedikerer sin tid til at passe gårdens ydre liv, påtænker til foråret at tilføje nogle får til den nuværende dyrestand, bestående af 20 høns og en hane samt en enkelt kat, som er flyttet med fra Vejle.

Drømmen om det gode liv lever på Langdalgaard.